En succesfuld og mudret dag i Fredericia

I weekenden blev en vigtig milepæl i 3rd Row’s historie banket i jorden – her afholdt vi vores første crossløb i Fredericia på en rute, der bød rytterne på et hav af udfordringer med tung mudder, off camber-sektioner, græs og meget andet.

 


Video/Edit: Kristian Jensen og Paw Ager

 

3rd Row’s crossløb

 

3rd Row’s crossløb. Idéen til at arrangere vores eget crossløb har længe været på dagsordenen, og de seneste måneder er der blevet brugt masser af timer og energi på at få idéen til virkelighed. I søndags blev drømmen omsider til en realitet, og vores lange forberedelsesarbejde bar frugt.

 

cssc-08060Foto: Paw Ager

 

Intet løb uden opbakning

 

Et løb er naturligvis aldrig bedre end den opbakning det møder fra deltagere – og den opbakning vi mødte i går var over alle forventninger. Med en startliste på knap 50 ryttere, der valgte at tage turen til Fredericia for at bakke op om løbet, og ikke mindst få en fed dag i sadlen, gav løbet et kæmpe løft, for slet ikke at nævne de mange tilskuere, der stod rundt omkring på ruten for at heppe, klappe og råbe af rytterne, når de kæmpede i mudderet. Tilskuere er altafgørende for at skabe den rigtige stemning til et løb, for at det både er sjovt at køre, at overvære og ikke mindst at arrangere.

 

cssc-08264Foto: Sandie Rosenlund

 

Cross-ånd og grimasser

 

I de to startgrupper i løbet af dagen blev der af alle mand givet den gas, fra startskuddet lød, til sidste mand passerede målstregen. I bedste cross-ånd kørte alle ryttere med, hvad de havde, og selvom grimasserne viste brændende stænger og pressede lunger, var det alligevel tydeligt at se, at alle nød at kæmpe mod hinanden – og ikke mindst sig selv.

 

cssc-08299Foto: Sandie Rosenlund

 

Lindsel tog sejren i eliten klassen

 

Fra sidelinjen var det en sand fornøjelse at se de interne kampe hele vejen gennem rækkerne, hvor venner og rivaler konstant satte hinanden under pres. Smukke historier blev skabt overalt på ruten. Hurtigste mand af alle blev Jacob Lindsel, der for alvor viste, hvordan mudderet skulle besejres. Længere nede i rækkerne kørte en 8-årig dreng for første gang på en crossrute, og gav den gas i alle 45 minutter som løbet varede. Han blev båret gennem ruten af et publikum, der heppede og klappede af ham, og han fik en succesoplevelse af det. Og det er netop det, det hele handler om – at cross skal være sjovt for alle, store som små, mænd som kvinder, hurtig som langsom. Og få de helt små med fra start, så sporten kan blive sikret af de fremtidige generationer, der kan bære den videre, når vi andre går på pension.

 

cssc-08322Foto: Sandie Rosenlund

 

Kæmpe TAK!

 

Fra vores side skal der lyde et – af hjertet – kæmpe tak til alle, der valgte at bruge deres søndag på at gøre dagen til en fantastisk dag for alle, og ikke mindst for os. Det giver os blod på tanden til at gentage succesen – og få endnu flere med. Tak til alle, der deltog i vores “post-cross”-arrangement i den lokale cykelforretning, Cykel Service, hvor mad og øl, røverhistorier og latter satte et smukt punktum på en fantastisk søndag.

 

cssc-08433Foto: Sandie Rosenlund